Pirelli & Firestone
Min storebror, Claus Deleuran, og jeg lavede sidst i 70erne og først i 80erne tre hæfter med privatdetektiverne Pirelli & Firestone, alias Schiønning & Arvé, alias Continental & Goodyear. Enhver detektiv med respekt for sig selv bør have et dæknavn. Således også disse to, som privat gik under de udmærkede navne: Thorfinn og onkel Ftata. De havde begge tidligere optrådt i andre tegneserier, som Claus og jeg havde lavet hver for sig. Nu havde de fundet sammen i en fælles.

Hvis du fører musen hen over forsiden, kommer bagsiden frem!
Tilbage
Hen imod slutningen af halvfjerserne, eller måske nogen minutter før, foreslog min bror, som på det tidspunkt havde slået sit navn fast med bl.a. tegneserierne Thorfinn og Rejsen til Saturn, at han og jeg prøvede at lave noget lignende dét, jeg lavede sammen med John Pedersen. (Læs mere om dette på siden Tegneserier). Altså at tegne hver sin figur og lade dem "snakke" sammen på papiret uden nogen forudbestemt handling. Simpelthen starte i det ene hjørne, og se hvor figurerne ville føre os hen. Det er jo ofte et ensomt job at være tegner, og han syntes det så hyggeligt ud, når John og jeg sad og tegnede sammen. Så det prøvede vi. Og da vi havde lavet nogen sider, kom Informations daværende chefredaktør Poul Høst Madsen (senere kendt som Gamle Madsen på Ekstra Bladet) på besøg hos Claus. De kendte hinanden fra Studenterbladet.
Madsen så det vi havde lavet, og kunne lide hvad han så, og spurgte om vi ville lave den som føljeton til Information hen over sommeren. Det blev til tre somre og tre historier: Pirelli & Firestone alias Schiønning & Arvé alias Continental & Goodyear, som efterfølgende udkom som hæfter på Informations Forlag. Skal jeg gøre lidt reklame, kan jeg fortælle at
Politisk Revy har genudgivet dem i en samlet udgave i 2002, som kan ses længere nede på siden her.

Da jeg ikke selv er i stand til at anlægge et objektivt syn på tegneserierne, har jeg valgt at bringe en anmeldelse, som Matthias Wivel skrev til tegneserietidsskriftet Rackham kort efter udgivelsen af den samlede udgave i 2002. Anmeldelsen er meget præcis i sine iagttagelser af seriens kvaliteter og svagheder. Jeg kan stort set skrive under på det hele. Matthias Wivel er også meget skarpsindig i beskrivelsen af, hvordan serien udviklede sig i løbet af de tre hæfter. Man skulle tro, at han havde været der selv.
(Her kan du klikke dig ind på
Rackhams hjemmeside, hvor det også er muligt at se eksempler på udvalgte sider fra de tre hæfter).

NORDENS LYS
Brdr. Deleurans Pirelli & Firestone
Af Matthias Wivel


Thorfinn T. Karlson og Onkel Ftatah, protagonister hos hhv. Claus og Jesper - "Los Bros Deleuran" - i de glade 70ere, slog i 1979 pjalterne sammen på Informations sider og leverede den måske største gang ramasjang, dansk seriehistorie har set. Under dæknavnene Pirelli & Firestone, pga. af trusler om sagsanlæg erstattet med "Schiønning & Arve" og "Continental & Goodyear", efterforsker, eller rettere udforsker, de to amatørdetektiver verden omkring sig og udsættes for de mest sælsomme vrøvleeventyr. De tre albums brødrene producerede, Pirelli & Firestone, samt Occidentens Lys, del 1 & 2, foreligger nu i en samlet, indbunden udgave fra Politisk Revy, og de tåler bestemt en genlæsning. Eller ti.
 
Blandt Deleuran-kendere anses serien for et af de mindre kapitler i Claus' karriere, hvilket forstås, når den sammenholdes med de mere helstøbte, mesterlige, albums, han skabte på egen hånd. Ikke desto mindre rummer serien en ufattelig idérigdom og emmer af en sjældent smittende veloplagthed, der er anderledes rå og frisk end den, man ser i de andre arbejder. Dette skyldes givetvis den improvisatoriske fremgangsmåde, brødrene benyttede sig af i udfærdigelsen af serien; den ene tegnede nogle sider, hvorefter han sendte dem til rentegning og udfyldning hos den anden, der igen tilføjede nogle nye, som han så sendte tilbage. Resultatet er, især for første albums vedkommende, en pragtfuldt knopskydende handling, der giver sig god tid til digressioner og sidespring, som ikke tjener et direkte formål i forhold til handlingen, men i stedet tilføjer det hele den poesi og varme, der gør at det lever.
 
Første album er det klart mest veloplagte og helt tydeligt det, hvor samarbejdet har været mest jævnbyrdigt og fungerer bedst. Fortællingen om vore heltes kamp mod Heksemutter med det gulle-grønne hår, hendes avekat og Bussemanden er et overflødighedshorn af fantasifulde indslag, som ofte er affødt af de mest vandede bogstaveliggørelser af ord og talemåder, som fx. Heksemutters "hekseskud", som hun affyrer mod Onkel Ftatah under en jagt gennem byens baggårde. I det hele taget er Heksemutter en formidabel modstander, der bl. a. pudser de liansvingende skorstensfejere (som af uransagelige grunder lader kamphylet "JubJubJub!" gjalde) på de to detektiver. Hun kaster sågar en forbandelse på de penge, de har stjålet fra hende, således at der pludselig er blevet tørret røv i dem. Klassisk nonsens.
 
De to albums, der udgør fortællingen Occidentens lys er mere gennemførte, rent tegne- og fortællemæssigt, og lægger sig i åbenlys forlængelse af traditionen fra Willy på Eventyr og Flash Gordon, samt alle mulige og umulige andre eventyr af årgange fra før verden gik af lave. Vore helte sættes til at efterforske tyveriet af en Mexicansk diamant, der oprindeligt blev stjålet fra aztekerne og ført til Danmark af en Geschæftig og amoralsk imperialist. Man fornemmer, hvorledes Claus mere og mere overtager fortællingen og oplever hvordan hans interesse for aztekernes historie og kultur, på sådan en proto-Danmarkshistorienmåde, efterhånden tager farten af løjerne, der således taber noget af den spontanitet historien ellers i rigt mål lagde ud med - ikke mindst de fem brutale Stofferbrødre, der løbende giver de to dækdetektiver kam til deres hår, og tilmed leverer en af dansk tegneseries mest legendariske linier: "Ska ha' ha' a' de' oversavede?", er pragtfulde.
 
Der er, som mere end antydet, mange gyldne øjeblikke i Pirelli og Firestone. I tredje del findes et helt magisk et: Vi introduceres for Mikkeline, der sidder på sit kvistværelse og stener, mens dagen går på hæld. Eksistentielt, enkelt og smukt.
 
 
Deleuran, Claus & Jesper (2002). Brdr. Deleuran præsenterer Pirelli & Firestone Bind 1,2 & 3. København:
Politisk Revy. Oprindeligt udgivet 1979, 1980 & 1982.

[27/12/2002]

Claus lavede teksthovedet øverst på alle tre hæfter. På dette første hæfte malede jeg forsidebilledet, og Claus lavede bagsiden. Du kan se bagsiden, hvis du fører musen hen over billedet.
På hæfte nr. 2 "Occidentens lys" fik jeg også lov til at male forsidebilledet. Claus lavede teksten og bagsiden. Du kan se bagsiden, hvis du fører musen hen over billedet herover.
På hæfte nr. 3 "Den Glemte Dal" lavede Claus forsiden, og jeg lavede bagsiden med diverse indianertyper fra Nord- og Sydamerika. Før musen hen over billedet og se bagsiden.
Politik Revy udgav i 2002 en samlet udgave af de tre hæfter. Da jeg var den eneste overlevende, fik jeg til opgave at lave omslag, titelblad, kolofon og for-og bagsats til bogen. Med hjælp fra Macintossen stykkede jeg diverse elementer fra originaltegningerne sammen til nærværende resultat. Som den opmærksomme læser vil se, er forsidebilledet lavet på grundlag af en af tegningerne fra bagsiden af hæfte nr.2. Man kan se bagsiderne, hvis man fører musen hen over forsiderne.
Tilbage
Tilbage til toppen
©Jesper Deleuran 2004
Sidst revideret: 16/11/07 kl. 20:23