Tilbage
Hjælpemiddelinstituttet
Jeg har i mange år leveret tegninger til Hjælpemiddelinstituttets blad VIADUKT, og man var så venlige, at lave noget man kaldte Deleuran Galleri på instituttets hjemmeside, og jeg vil benytte lejligheden til at takke redaktørerne Lars Ege og Klaus Lasvill-Mortensen for deres støtte og opbakning. Det var også dem der var ophavsmænd til ideer og tekster. Nu er der imidlertid kommet nye folk til på instituttet og Galleriet er for-
svundet fra hjemmesiden, så derfor har jeg lavet denne side, hvor man kan se nogen af de mange tegninger.



I en artikel om empowerment hed det bl.a.: "Når et hjælpemiddel skal tages i brug påvirker det brugerens liv. Den enkelte hjælpemiddelbruger bør være hovedpersonen og beslutningstageren ved udvælgelsen af personlige hjælpemidler, også selv om professionel hjælp er nødvendig...Jo mere brugerne ved om hjælpemiddelområdet, jo større indflydelse kan de udøve på formidlingsprocessen...At styrke hjælpemiddelbrugerne kan sikre, at de får de rigtige hjælpemidler, så de får større mulighed for frit at kunne vælge arbejde og aktiviteter, for at kunne deltage på lige fod med andre mennesker i alle aspekter af deres sociale liv og for at fremme deres personlige og sociale selvstændighed".
(Viadukt nr. 3, maj 1999)



I mange kommuner har man kun én type rollator i én bestemt farve at "vælge" imellem. Foruden at det er respektløst over for brugere af rollatorer, at de ikke har mulighed for at vælge en farve, som de selv synes er nogenlunde tålelig, kan det også give praktiske vanskeligheder. Ja ligefrem føre til håndgemæng. Det skete i Hundested, selvom vi i sandhedens interesse må understrege, at vi ikke har undersøgt, om det hænger sammen med en striks rollator-politik i den gamle sjællandske fiskerby ved Kattegat. Under alle omstændigheder: Efter hyggelige arrangementer med peddigrør-fletning opstod det problem, at de ældre mennesker med eller uden overlæg begyndte at nuppe hinandens rollatorer. Og det på trods af, at der ikke er belæg for at hævde, at nogen 2. generations indvandrere skulle stå bag. Viadukts 90-årige korrespondent var selv korporligt involveret, så vi har det fra nærmeste – dog ikke helt uvildige – kilde.
Sammen med Jesper Deleuran har vi set situationen for os, som den kan udvikle sig rundt omkring i landet, når mange ældre gavstrikker med identiske rollatorer er samlet.(Viadukt nr. 1, 2000)



I USA blev der for 3 år siden blevet indrettet et særligt handicapfængsel. Med de mange livstidsdomme i USA, som i visse stater automatisk udløses, når man for tredje gang gribes i at stjæle et par glas peanutbutter eller en gammel Chevrolet, må man forudse et enormt antal ældre fanger med stadigt flere skavanker. (Altså medmindre at aflivning af mennesker i den elektriske kørestol intensiveres yderligere og dermed løser pladsproblemerne).
På spørgsmålet om man ikke blot kunne løslade de livstidsfanger, der var blevet så gamle og affældige, at de har behov for et særlig handicapvenligt fængsel, svarede en repræsentant fra myndighederne, at det skam slet ikke kunne gå. De oldgamle fanger kunne fortsat være yderst farlige og kunne sagtens finde på at begå ny kriminalitet. Trods manglende tænder kunne de fortsat fristes til at stjæle skumbananer, og væbnet røveri for at få en Budweiser til at skylle dem ned med ville være en overhængende risiko.Vi bad vores tegner om at pege på andre sandsynlige forbrydelser (Viadukt nr. 4, 1997))



Børn er besværlige. Herhjemme er der ca.1000 børn, der har udviklingshæmmede forældre. Men hvordan finder man i tide ud af, om udviklingshæmmede er egnede til at få børn? Et par pædagogstuderende i Esbjerg fandt, ifølge Søndagsavisen, ud af en metode. En amerikansk dukke der skriger når den savner omsorg, blev testet på et par unge udviklingshæmmede kvinder, der hidtil havde haft lyst til at få børn. Denne lyst fik dukken"Katrine" til at fordufte. Søndagsavisen berettede desuden, at dukken også havde været anvendt med succes i USA til ynglelystne teenagere. Jesper Deleuran fik til opgave at komme med Danmarks svar på "Katrine". Han fik følgende valgmuligheder: Plast-hunden "Pølle", som både kan bide og skide (til børn der plager om at få hund), Plastkvinden "Hilda" der kan skælde ud samt sige "Nej skat, ikke i aften, jeg har migræne (til giftelystne ungersvende), Plastflødebollen "Mobutu" med brun sæbe smag (til små slikmunde") samt den voldelige plastmand "Kjeld" med netundertrøje, dåseøl og en duft af sved og Williams deospray (til giftelystne ungmøer). Jesper Deleuran valgte at illustrere den sidstnævnte - en type han vist er særdeles bekendt med (Viadukt nr. 4, 1998)



En nordsjællandsk politiker gjorde opmærksom på, at kørestolsbrugere i takt med IT-udviklingen egentlig efterhånden ikke har behov for at komme ud i samfundet. Samfundet kan i stedet komme til dem. Mange penge til tilgængelighed kan spares - og perspektiverne er fortryllende (Viadukt nr. 4, 1996)



Den programmérbare computerstyrede el-kørestol har også sine ulemper - bl.a. kan den være følsom over for uvedkommende radiobølger. Her er en frisk knægt således ved at tømme et plejehjem for beboere (Viadukt nr.1 1992)



I Europaparlamentet blev diskuteret handicappedes menneskerettigheder. Det skete på baggrund af en foruroligende rapport. Det fremgik af bl.a. af rapporten, at et europæisk flyselskab havde bedt en kørestolsbruger om at udfylde en formular og derved garantere, at hans tilstedeværelse og op-førsel ikke ville forstyrre hans medpassagerer. Tegningen antyder som det fremgår, at andre passagertyper måske kunne være mere relevante at få til at underskrive eklæringer. Man kunne jo også forestille sig, at der findes sarte passagerer, som - apropos EU - ville føle sig endog særdeles ilde tilpas ved at skulle sidde ved siden af fx Mogens Camre eller Ritt Bjerregård på vej til Bruxelles (Viadukt nr. 3, 1996).



Før sommerferien bragte Ekstra bladet et læserbrev fra Villy Petersen, der bor i Kolding. Han fremkom med et konstruktivt forslag om at sende de gamle i fængsel og de kriminelle på plejehjem. Eneste problem er vel, at en så hård behandling af lovovertrædere sandsynligvis vil bringe Danmark på kant med en række menneskeretskonventioner og Amnesty International. Her følger hvad Villy Petersen skrev under overskriften "Sæt de gamle i fængsel".
"Lad de ældre bytte med fangerne - så vil de ældre få den pleje, de savner, og fangerne deres straf.
I fængslet vil de gamle få mulighed for at have deres ejendele i cellen og se TV i deres eget rum. De vil få ordnet tænder og andre gebrækkeligheder på statens regning. De vil få bad hver dag og mulighed for mindst en halv time i frisk luft. Når de trænger får de nye briller, og skal de til behandling, vil de blive transporteret af to betjente i en behagelig bil. Sygeplejersker står parat med medicin ved det mindste pip, og de har billard og andre forlystelser til rådighed, hvis de får behov for lidt underholdning.
Det smarte er, at man ikke behøver at udskifte personalet. Fængselspersonalet er vant til at tage sig af fangerne og stå på pinde for at opfylde deres mindste ønske, så de kan fint fungere som plejepersonale.
Fangerne sender vi så på plejehjem. Her bliver de døsede med beroligende midler, så de er fromme som lam. De må vænne sig til at bade hver 14. dag og leve med en ble, der blot bliver vendt, når den er beskidt. Deres personlige ejendele bliver taget fra dem, så personalet ikke skal bruge for meget tid på at gå uden om kommoden eller stuebordet...
Nogle vil nok indvende, at det dog er en frygtelig tanke. Hvorfor? De gamle er jo ikke selv skyld i, at de er havnet på plejehjem. Fangerne derimod har mildest talt selv været ude om, at de er havnet i fængsel."
Så vidt læserbrevet fra Villy Petersen, der dog nøgternt betragtet nok må siges at have en mere realistisk beskrivelse af plejehjemmenes mangler end af det idylliske fængselsliv. le
(Tegningen blev bragt som illustration til Koblingen i Viadukt nr. 4, 2001)



"The Circles of Life" er titlen på denne tegning, der illustrerer en artikel i det kommende nummer af Viadukt. Tegningen skulle gerne tale for sig selv. Et samfund for "alle" er naturligvis også for gangbesværede, uanset om man er gangbesværet fordi man er højgravid, 4 måneder gammel, har brækket benet i Alperne, er lam i underkroppen, er lam i roen, har slidgigt i hofterne eller ligefrem er død.
Set over et livsforløb er vi hver især "alle"



En journalist fra dagbladet Aktuelt, Sørine Gotfredsen, beklagede sig d. 30. oktober i en artikel over, at hun får det skidt, når hun ser Handicap-OL. Hun mener at man bliver tvunget til at udvise accept over for noget af det, vi frygter mest. Og hun mener at vi alle inderst inde ved det er løgn, når handicappede idrætsudøvere bruges som et billede på styrke og liv. Og som om hun ikke allerede var hårdt nok plaget, så får hun tilmed dårlig samvittighed over, at hun får det skidt.
Hun har vist ikke tænkt på hvor skidt alle vi andre får det, og hvor megen medlidenhed vi får med skribenten, når vi må læse den slags i Aktuelt!
(Tegningen blev bragt i forbindelse med en kommentar i Viadukt nr. 6, 2000)



Norge, hvor man i mange år har testet rollatorer, startede man et stort projekt
om brugskvalitet af rollatorer. Bl.a. blev der anlagt en test-løjpe (Viadukt nr. 5, 1997)



Handicaporganisationerne er ikke rigtig glade for ordet handicappet. Samtidig har de svært ved at finde et ord, der kan erstatte det. Mennesker med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse er ligesom for langt.
Disse overvejelser førte til denne tegning som vel egentlig blot siger noget om, at nok er det vigtigt hvordan man benævner hinanden, men det vigtigste må være, om man respekterer hinanden.
(Tegningen blev bragt i Viadukt nr. 3, 2001)



Børn har en anden adfærd end voksne. De hopper fx i sengene - de møgunger - så derfor stilles der andre krav til en barneseng end en voksenseng. For eksempel må afstanden mellem lamellerne ikke være større end 6 cm, der må ikke være aftagelige smådele, som barnet kan sluge, og der er særlige krav til styreboksen.
(Tegningen blev bragt som illustration til en artikel om barnesenge i Viadukt nr. 1-2, 2001)



Det er jo blevet Tivoli-sæson. Ikke bare i København, men også i Aalborg. I Aalborg har en fuldkommen ignorant af en Tivoli-direktør fået blinde, svagsynede og dagspresse på nakken, fordi han ikke ville lade førerhunde komme i Tivoliland. Når dyr ikke har adgang, så har dyr ikke adgang, og dermed basta!

Han gav dog efter for presset og dispenserede. Blev herefter drillet i Politikens "At tænke sig", der påstod, at direktøren havde givet førerhunde adgang på betingelse af, at deres ejere holdt øje med dem, og at de ikke tissede på Det Flyvende Tæppe.

Denne uges tegning blev dog produceret i september 1999. Her var anledningen, at deltagerne i en stor international rygmarvsskadekongres havde store problemer med at komme til andet end at drikke øl i Tivoli i København. Bl.a. klagede formanden for De Samvirkende Invalideorganisationer over, at netop folk med brækket ryg, der ofte elsker fart og spænding (det er jo derfor de har brækket ryggen), ikke kan komme til at prøve de sjove ting. Hvilket godt kan lade sig gøre i fx Disney World.

På tegningen ses berettigelsen ved at have sin førerhund med i Tivoli. Ellers ville den blinde gut aldrig have haft reel mulighed for at jagte herren, der har været nødsaget til at anvende sin kørestol som radiobil.
(Fra Viadukt, 4/5, 1999)



Maj-nummeret af Viadukt beskæftiger sig en del med den nært forestående Rehab-messe 2000, men også med rets(u)sikkerheden for brugere af hjælpemidler. Bl.a. har en juraprofessor langet hårdt ud efter de åbenbart alt for mange kommuner, der sidst på året ikke synes, at folk med direkte sammenlignelige skavanker har de samme behov sidst på året som først på året. Det ville svare til at udbetale for lidt i pension til gamle fru Olsen sidst på året med henvisning til, at opstillingen af bænke i Byparken og reparationen af plejehjemmets flagstang i foråret kostede mere end beregnet (Viadukt nr. 2, 2000).



Forskning på hjælpemiddel- samt rehabiliteringsområdet i bred almindelighed bør få høj prioritet og gribes nuanceret an. Der har i den tidligere forskning på området været en tendens til mest at tælle og måle (Viadukt nr. 2, 1994)



En kørestolsbruger i Odder ringede en aften, hvor hans hjælper havde fri, til kommunen for at få en 5 minutters håndsrækning til at komme i seng. Han fik den besked, at det ikke var muligt, for så skulle han have ringet inden kl. 21. Da manden både er ung, sund og rask synes han ikke, at det er morsomt at skulle i seng kl. 21 som en anden baby. Næste gang han ringede var svaret det samme. Så benyttede han sin scanalarm og ringede til Falck. De kom i løbet af 3 minutter og puttede ham i seng. Kørestolsbrugeren syntes, at der findes værdigere måder at komme i seng på, og at både Falcks og det offentliges ressourcer burde kunne anvendes bedre (Viadukt nr. 5, 1997)



En kommune i Danmark, hvis navn er webredaktionen bekendt, men som i sin tid ikke kunne være sig selv bekendt, åbnede for få år siden et plejehjem i en tidligere handelsskolebygning. Der var stor opstandelse og debat, for vinduerne i beboernes værelser sad så højt, at man ikke kunne sidde og hygge sig i sin kørestol og kigge ud af vinduet. Socialudvalget stillede sig velvilligt an over for de beboere, der skulle få den mærkelige lyst at kigge ud på fugle eller pæne pigeben, idet kommunen tilbød etablering af hyggelige ramper i de pågældendes rum.
Tegneren bidrog også med nogle løsningsforslag. At den gamle piberygende herre i sengen foreslår, at man optager udsigten på video, så han kan se den senere, skyldes, at cykelfeberen netop i disse somre rasede særlig intenst (Viadukt nr. 4, 1995).



Misbrug af ordninger, der skal gøre vejen til arbejdsmarkedet lettere for mennesker med handicap, er blevet afsløret i flere lande. Der var beretninger om, at en del italienere kører rundt som taxichauffører i Rom og Napoli på trods af at de har fået jobbet, fordi de har papir på at være totalt blinde. I Cairo er personer med papir på tetraplegi ansat som stilladsarbejdere. Tegningen filosoferer over, hvilke fiduser der mon kan anvendes i Indien (Viadukt nr. 5, 1997)


Tilbage til toppen
Tegninger ©Jesper Deleuran 2005. Tekst ©Lars Ege og Klaus Lasvill-Mortensen 2005
Sidst revideret: 18/11/07 kl. 14:18